MENU
 

Klubben udgiver Jaguaria 6 gange om året. Heri kan du læse reportager om møder, rallies og andre event i Jaguaria. Læs også Jaguaria Online.

Mød andre Jaguar interesserede, deltag i 50-60 arrangementer, få teknisk rådgivning mm. Læs mere her.

Undersøg markedet, annoncer dine Jaguarer og reservedele til køb og salg. Se annoncerne her.

Se filmklip fra arrangementer, om Jaguarer, fra races samt medlemmernes egne filmklip her.

Som klubmedlem har du adgang til at læse klubbladet her på siden, søge og kontakte andre medlemmer og se klubbens bilregistre mm. Glemt adgangskode - klik her.

VEDTÆGTER
for Jaguar Club of Denmark

Vedtaget på generalforsamlingen den 20. november 2011
 
§ 1.Klubbens navn er Jaguar Club of Denmark.

Stk. 2.Klubbens hjemsted er formandens adresse.
 
Klubbens formål

§ 2.Det er klubbens formål at fremme interessen for og kendskabet til de af Jaguar Cars producerede automobiler, herunder forgængere hertil. Formålet er desuden at søge at bevare flest mulige motorkøretøjer med tilknytning til mærket Jaguar dels i medlemsregi, dels på anden mulig måde.

Stk. 2.Bestyrelsen kan tilgodese klubbens formål ved:
a) at udgive klubbladet JAGUARIA med meddelelser af foreningsmæssig art og oplysning om Jaguar-bilerne m.v.,
b) at udgive en hjemmeside, der understøtter klubbens aktiviteter
c) at fremme medlemmernes indsamling og bevarelse af alle former for historisk og teknisk materiale vedrørende Jaguar-køretøjerne og i muligt omfang oprette fortegnelse over sådanne materialer,
d) eventuelt at afholde eller støtte konkurrencer, prøver o. lign., hvor Jaguar deltager,
e) eventuelt at tilvejebringe et bibliotek og kartotek til støtte for
medlemmerne og bestyrelsen over materiale vedrørende Jaguar-biler samt Jaguar-biler i Danmark,
f) at fremme og etablere venskabelige bånd mellem klubbens medlemmer og alle Jaguar-interesserede,
g) at fremme medlemmernes interesser ved at opnå gunstige aftaler på bilforsikringer, køb af reservedele mv.
h) at samarbejde med andre bilklubber, bilorganisationer og bilmuseer.
 
Medlemskab af klubben

§ 3.Optagelse i klubben sker ved henvendelse til klubbens medlemsregistrator eller hvem, bestyrelsen har bemyndiget hertil.

Stk. 2.Bestyrelsen kan afslå at optage en person som medlem. I dette tilfælde kan den medlemssøgende forlange, at bestyrelsen forelægger spørgsmålet til afgørelse på førstkommende ordinære generalforsamling.

Stk. 3.Bestyrelsen kan afslå at lade et medlem deltage i klubbens forsikringsordning – f.eks. begrundet i medlemmets skadesfrekvens. Bestyrelsen kan endvidere fastsætte særlige bestemmelser for enkelte medlemmers deltagelse i klubbens forsikringsordning.

Stk. 4.Som medlemmer kan optages personer, firmaer eller foreninger o. lign., som er ejer af eller har interesse for Jaguar-køretøjer.

§ 4.Udmeldelse skal ske skriftligt til medlemsregistrator.  Der ydes ingen refusion af kontingent for eventuel resterende kontingentperiode
 
Stk. 2Hvis kontingent ikke betales rettidigt, udsender medlemsregistrator rykker pålagt et af bestyrelsen fastsat rykkergebyr. Er kontingentet ikke betalt senest 14 dage efter udsendelsen af denne rykker, betragtes det pågældende medlemsskab som værende ophørt.

§ 5.Kontingentet fastlægges hvert år på generalforsamlingen.

Stk. 2.Bestyrelsen fastlægger de nærmere retningslinjer for kontingentindbetalingen, herunder for hvilken periode der eventuelt kan betales delvist kontingent.

Stk. 3.Bestyrelsen kan fastsætte særlige medlemsvilkår for samboende familiemedlemmer samt for andre organisationer eller foreninger.

Stk. 4.Kontingent og eventuelt indmeldelsesgebyr betales ved indmeldelsen.

.

Bestyrelsen

§ 6.Klubbens arbejde ledes af en bestyrelse på 5-9 medlemmer, der vælges på en generalforsamling – dog jf. denne paragrafs stk. 2 og stk. 6.

Stk. 2.Hvis bestyrelsesmedlemmer udtræder af bestyrelsen i en valgperiode, kan bestyrelsen supplere sig med nye medlemmer, hvis valg skal godkendes på den nærmest følgende generalforsamling.

Stk. 3.Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år ad gangen. .

Stk. 4.Bestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen med en sekretær, en kasserer og en formand.

Stk. 5.Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 6.Bestyrelsen udpeger en redaktør af klubbens medlemsblad JAGUARIA, samt andre personer til udførelse af klubbens formål og erhverv. Det er redaktørens opgave at sørge for at medlemsbladet udkommer med de intervaller, som bestyrelsen har fastsat.

Stk. 7.Bestyrelsesmøder afholdes, når formanden finder det nødvendigt, eller når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer kræver det. Dagsorden skal angives.

Stk. 8.Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 5 eller flere medlemmer inkl. formanden er tilstede  eller er repræsenteret ved fuldmagt. I tilfælde af stemmelighed gør formandens, i hans fravær den fungerende formands stemme udslaget.

Stk. 9.Sekretæren fører protokol over forhandlingerne på bestyrelsens møder. Protokollen underskrives af sekretæren sammen med formanden eller den fungerende formand. Bestyrelsesreferatet skal godkendes på førstkommende bestyrelsesmøde.
 
Regioner

§ 7.Bestyrelsen kan etablere lokale regioner, herunder oprette regionsråd, og udpege medlemmer hertil. .

Stk. 2.. Regionsrådene består af 3 – 5 medlemmer, og de enkelte regionsråd vælger selv en formand blandt sine medlemmer.


Stk. 3..Det er regionsrådenes opgave at organisere aktiviteter, der er afpasset de lokale forhold i regionen.

Stk. 4..Regionsrådene udpeges for 2 år ad gangen.

Stk. 5.Én gang årligt afholder bestyrelsen et fælles møde med regionsrådene.
 
 

Klubbens regnskaber

§ 8.Klubbens regnskabsår løber fra den 1. juli til den 30. juni.

Stk. 2.Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af et medlem, der ikke må være medlem af bestyrelsen.

Stk. 3.Revisoren og revisorens suppleant vælges på generalforsamlingen for 1 år ad gangen.

§ 9.Klubbens formue anbringes efter bestyrelsens bestemmelse i anerkendte pengeinstitutter eller i værdipapirer fra stats- eller realkreditinstitutioner. Formuen bør i videst muligt omfang gøres rentebærende under hensyntagen til størst mulig sikkerhed.

§ 10.Klubben forpligtes ved underskrift af 3 bestyrelsesmedlemmer i forening, hvoraf den ene skal være formandens.

Stk. 2.Klubben kan dog meddele klubbens kasserer og medlemsregistrator fuldmagt til at modtage indbetalinger og betale indgåede forpligtelser.

Stk. 3.Klubben hæfter kun for sine forpligtelser med klubbens formue.

Stk. 4.Bestyrelsen kan ikke uden generalforsamlingens samtykke stifte gæld, hvorved forstås, at klubbens likvide beholdning til enhver tid skal overstige klubbens gæld, hvad enten denne skyldes lånegæld, leverandørgæld, skyldige omkostninger eller lignende.

Stk. 5.Der påhviler ikke klubbens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.
 
Generalforsamling

§ 11.Den årlige generalforsamling afholdes inden udgangen af september måned.

Stk. 2.Generalforsamling indkaldes med angivelse af dagsorden i almindeligt brev til de medlemmer, der er optaget i klubbens medlemsregister eller ved indkaldelse i klubbens medlemsblad med mindst 30 dages varsel før en ordinær og 14 dages varsel før en ekstraordinær generalforsamling.

Stk. 3.Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal indkaldes, når mindst 50 medlemmer med angivelse af begrundet dagsorden skriftligt forlanger det. I sidstnævnte tilfælde skal indkaldelsen foretages senest 30 dage efter begæringens modtagelse.

§ 12.Generalforsamlingen er i alle klubbens anliggender klubbens højeste myndighed inden for de af lovgivningen fastsatte grænser. Generalforsamlingen ledes af en af forsamlingen valgt dirigent, som ikke må være medlem af bestyrelsen.

Stk. 2.Den ordinære generalforsamlings dagsorden fastlægges af bestyrelsen og skal minimum indeholde følgende:

1) Bestyrelsens beretning for aktiviteterne i det forløbne år.

2) Det reviderede regnskab for det seneste regnskabsår fremlægges til decharge
3) Valg af bestyrelsesmedlemmer, revisor og revisorsuppleant.

4) Behandling af indkomne forslag.

5) Eventuelt.

Stk. 3.Indkaldelsen til generalforsamlingen skal indeholde meddelelse om, hvilke bestyrelsesmedlemmer, der afgår i henhold til vedtægterne og hvilke af disse, der er villige til at modtage genvalg. Endvidere angives bestyrelsens kandidater til nyvalg til bestyrelsen.

Stk. 4.Eventuelle andre forslag til kandidater til bestyrelsen skal skriftligt være formanden i hænde senest 7 dage før den ordinære generalforsamling.

Stk. 5. Øvrige forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal ligeledes skriftligt være formanden i hænde seneste 7 dage før den ordinære generalforsamling
 
Stk. 6.Afstemning kan kun finde sted om de emner og om ændringsforslag til disse, som er opført på dagsordenen.

Stk. 7.
På generalforsamlingen har hvert medlem én stemme. Der kan alene stemmes ved fuldmagt, hvis den/de er formanden i hænde senest 3 dage før generalforsamlingen. Ved afstemningen gælder i almindelighed stemmeflerhed.

Stk. 8.
Et medlem kan stemme med indtil 3 fuldmagter
 
Medlemskabet

§ 13.Klubbens medlemmer skal optræde på en sådan måde, at klubbens mål og aktiviteter ikke miskrediteres.

Stk. 2.Almindelig annoncering i klubbens publikationer er tilladt, ligesom der må optages indlæg af faglig interesse fra forretningsdrivende (automobilforhandlere/værksteder).

Stk. 3.Ingen klubanliggender kan gøres til genstand for behandling ved de almindelige domstole. Klubbens generalforsamling er klubbens eneste og højeste myndighed.

Stk. 4.Hvis der opstår strid mellem medlemmerne om fortolkningen af nærværende vedtægter, og denne ikke løses efter mægling foretaget inden 30 dage fra tvistens opståen, kan et medlem forlange tvisten afgjort ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen om indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling, alene med fortolkningsspørgsmålet på dagsordenen, i henhold til vedtægternes bestemmelser herom.

Stk. 5.Vedtagelse af en fortolkning af vedtægterne kræver 2/3 majoritet af de afgivne stemmer på generalforsamlingen.

Stk. 6.Hvis der ikke opnås majoritet, jf. stk. 5, skal bestyrelsen indkalde til ny ekstraordinær generalforsamling inden 4 uger, hvor vedtagelse af en fortolkning af vedtægterne kan foretages ved simpel stemmeflertal af de på generalforsamlingen tilstedeværende stemmer.

§ 14.Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, hvis vedkommende efter bestyrelsens opfattelse har vist sig ikke at være værdig til medlemskab, eller har overtrådt klubbens vedtægter.

Stk. 2.En eksklusionsbestemmelse kan altid kræves prøvet på førstkommende ordinære generalforsamling.

§ 15.Bestyrelsen kan til generalforsamlingen foreslå udnævnt æresmedlemmer, der ikke betaler kontingent. For udnævnelse af et æresmedlem, kræves mindst 2/3 majoritet af de afgivne stemmer på generalforsamlingen.
 
Ændring af vedtægter og ophævelse af klubben

§ 16.Til ændring af klubbens vedtægter kræves mindst 2/3 majoritet af de afgivne stemmer på generalforsamlingen.

§ 17.Til opløsning af klubben kræves mindst 3/4's flertal blandt samtlige klubbens medlemmer. Afstemningen kan foregå via brev.

Stk. 2.Hvis der ikke opnås 3/4 flertal, kan bestyrelsen senest 30 dage efter indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvor opløsningen kan vedtages med 3/4 af de tilstedeværende stemmer.

Stk. 3.Ved opløsning af klubben fordeles klubbens formue ligeligt blandt medlemmerne.
 
 
 
 
Således vedtaget på generalforsamlingen den 20. november 2011
 
 
Søren Hofmeister                      Bo Arnkjær                               Peter Øgaard
Formand                                                Kasserer                                 Sekretær
 
 
Mads-Seyer Hansen                  Bent Clausen                             Ole Laugesen
 
 
 
Carsten Rojh                             Win Åndahl