Klubrepræsentation ved store arrangementer (CHGP 2016)

Fyns efterårsløb

Kultur og natur gik op i en højere enhed, da Fyns efterårsløb blev afviklet i et skønt solskinsvejr.

Efterr1
Smuk bygning og smukke biler.

15 Jaguarer og 1 enkelt FIAT 500, som afløste vores strømfattige XJ6, mødte op som aftalt på Clay Keramikmuseum i Middelfart kl. 12.45. Her ventede en rundvisning i udstillingen af lertøj, keramik, fajance, porcelæn i forskellige former. Jeg blev klogere af guidens dybdegående forklaringer og oplevede udstillingen med helt nye øjne.

Efterr2
Rundvisning hvor vi blev klogere om fremstilling af keramik 

Efter turen i den permanente udstilling, blev det til en hurtig gennemgang af den aktuelle udstilling ”ceramic momentum – staging the opject”. Moderne kunst i keramik! Vi fik også fortalt hvordan enkesædet Grimmerhus blev til keramikmuseum i 1994 og i 2015 fik indviet den flotte tilbygning, som har et fantastisk lysindfald og en smuk udsigt. Flot arkitektur, som er gravet ned i plænen til Grimmerhus, og hvor gavlene ligger åbne i skrænten mod Lillebælt.

Efterr4
Smuk udsigt til Lillebælt og den nye Lillebæltsbro

En time tog rundvisningen, og så ventede en køretur i den skønne fynske natur. Vi rullede på en lang perlerække efter Carsten og Jette i deres veltrimmede E-type. Turen var smuk, og alt tog sig godt ud i de skønne efterårsfarver. I en time var der mulighed for at nyde sin bil og den dejlige natur, og så landende vi, efter Leo´s ide og aftale, på Nørreløkkegård, hvor Mogens Christensen stod klar til at vise rundt og fortælle lidt om sin frugtplantage.

Efterr5
Smuk samling af nyere og ældre Jaguarer

En lille travetur i plantagen, hvor det var mulighed for smagsprøver, og så tilbage til bilerne, for kaffetrangen var stor.

Efterår8
Da kaffen skulle på bordet blev den lille Fiat hentet frem

Hurtigt blev bordet slået op og kaffebordet dækket. Jette havde lavet æblekage til kaffen, tusind tak for det! Den smagte skønt! Sammen med kaffen blev der lidt tid til ”dækspark” og indkøb af frugt. Lad os bare slå fast, det var en hyggelig tur og en værdig afslutning på veteranernes færden på landevejen i år. Nu er det tid til et velfortjent hvil for de gamle, og måske lidt vinterservice, og jeg skal blot have nyt batteri til min skønne XJ6, så er den på landevejen igen.

Tekst: Jørgen Findsen
Foto: Leo, Michael og Jørgen

 Jaguar Club of Denmark · Ryvej 102 · 8464 Galten · CVR 57808268 · Bank: Reg.nr.: 9570 kontonr.: 1464523 · IBAN DK9030000001464523 · SWIFT: DABADKKKTitlebill